Metoder
Den grundlæggende metode i terapien er empatisk, aktiv lytning, samtale og dialog. Ved hjælp af kognitiv terapi, mindfulness og ACT – Acceptance and Commitment Therapy vil vi arbejde med din situation, dine tanker, følelser og fysiske fornemmelser og finde frem til de livstemaer, eller grundlæggende antagelser, du har brug for at arbejde med. Du vil på en mild og venlig måde lære at blive nysgerrig på din virkelighedsopfattelse og blive din egen virkelighedsdetektiv. Du vil blive trænet i at skelne ml. vurdering/tolkning og virkelighed. Det er især negative (selv)vurderinger, der er vigtige at opdage. Antagelser om at være mindre værd end andre eller andre antagelser, der mindsker selvværdsfølelsen. For mange er det en lettelse at opdage, at mindreværdet er tankeskabt og dermed ikke faktuel. Det er en vurdering du selv laver – en tanke, og selv om du måske synes den er sand er det stadig bare en tanke… Som forhindrer dig i at leve frit og i samspil med dét, der virkelig har værdi for dig. Mindreværdige tænkning skaber ubalance og terapiens formål er så at skabe muligheden for at dit sind genfinder balancen.
Samtalerne vil tage udgangspunkt i nutiden og skabe klarhed over, hvordan du har lært at tænke, føle og handle i bestemte situationer og inddrage begivenheder i din fortid, der har relevans for det, du oplever nu.
De nævnte tilgange og metoder tilpasses med det formål, at du opnår det du ønsker med terapien.