04 sep Pårørende til psykisk syg – hvad gør du?
Smertefuldt
At være pårørende til en psykisk syg føles som et stort ansvar. Det ér et stort ansvar. Det er stressende, sorgfyldt og kan være forbundet med skyld og skam. Det gælder både, hvis der er tale om sindslidelser som skizofreni eller bipolar lidelse, men også hvis der er tale om krisetilstande som stress, angst eller depression. Tilstande som kan ramme os alle uanset om vi har en sindslidelse eller ej.
Husk iltmasken
Sikkerhedsinstruktionerne i fly indeholder anvisning om at tage iltmasken på, før man give et barn sin på….
Som pårørende er du ofte nødt til at tilsidesætte dig selv og dine behov, men du har også brug for næring og opladning. Som pårørende er det derfor vigtigt, at du sørger for stunder, hvor du ikke er pårørende. Eller har en pause fra det. Ingen kan holde til at være på 24/7, 365 dage om året. Det er ganske enkelt for opslidende. Det gælder også dig, hvis du er pårørende.
Høje krav giver skyldfølelse
Mange pårørende kræver enormt meget af sig selv. Mange pårørende bliver overansvarlige og slides op. Her er det vigtigt, du opdager hvilke antagelser, der skaber krav og forventninger. Det kan være antagelser som:
“Jeg skal være der, han har jo ikke andre – eller – hvis ikke jeg er der, får han det værre – eller – det er etisk forkert, hvis jeg ikke er der – eller – hvis ikke jeg er der, er jeg ikke et ordentligt menneske. Det er mit ansvar at gøre alt hvad jeg kan for at gøre ham rask. Det er bare lige indtil, han har det lidt bedre, så kan jeg lade op”
Sådanne antagelser får dig til at overskride dine grænser for, hvad du reelt set kan magte. Du får ikke ladet op. Det er belastende. Og hverken du eller den syge har brug for, du bliver overbelastet og selv bliver syg.
Du har ansvaret for at være en støtte på en måde, der også tager højde for dine ressourcer og dine behov.
Vær medfølende og ikke medlidende
Det er ikke dit ansvar, at han bliver rask. Hvis du påtager dig dét ansvar, påtager du dig også den syges smerte. Så lider du med den syge. Du bliver medlidende. Medlidelse gør, at smerten får en krog i både dig og den syge, og i bliver begge alt for optaget af at få smerten til at forsvinde. Det er meget forståeligt, men hvad så hvis den ikke lige forsvinder?
At være medfølende vil sige at sætte sig i den andens sted og virkelig ønske, at den andens smerte lindres. Så i stedet for at gå i kamp med smerten, for at få den væk, handler det om at undersøge hvad der kan lindre smerten.
Det handler om medfølelse overfor den syge, men medfølelsen skal også gå din vej.
Måske kan du bruge følgende metafor – både ift. den syge og dig selv: Forstil dig en person, der er fanget i kviksand til livet. Hun prøver at kæmpe sig væk, men bliver suget mere ned. Istedet skal hun lægge overkroppen ned, og komme så meget i berøring med sandet (smerten) som muligt. For at fordele trykket, og på den måde langsomt bevæge sig uden at blive suget ned. Så har vedkommende mulighed for at redde sig – mulighed for at opleve lindring. Det er stadig ubehagligt at være i berøring med kviksandet, men kampen gør det bare endnu værre.
Acceptér smerten og forvent stilstand og tilbagegang
Behandling af psykisk sygdom kan være en langvarig proces, og følger ikke en lige/logisk vej. Det er ofte dig og andre pårørende, der først erkender noget er galt og bliver bekymret. Den syge kan benytte af af undgåelsesstrategier for at få smerten til at forsvinde. Det kan være ved at sætte en facade op, undertrykke smerten, benægte, afreagere på sine omgivelser eller sig selv. Det kan være vedkommende begynder at drikke i smug eller bruge andre stimulanser. Her er det vigtig, du som pårørende husker, det er alment menneskeligt at undgå smerte. Det er også alment at opleve smerte. Du ved du alt om som pårørende. Det værste man kan gøre, er at gå i kamp med smerten som er det, den syge oftest gør. Lyt og vis åbenhed, også selv om den syges adfærd er ulogisk, og gør hvad du kan for at lede ham eller hende på rette vej: til at acceptere smerten, opgive kampen og finde hen til værdier i livet. Det skaber, sammen med den rette behandling, de bedste vilkår for bedring.
Hvorfor mig – hvorfor os?
Som psykisk syg, og pårørende, føler man sig ofte udenfor livet, forkert, unormal – som en outsider. Hvor rammer det mig? Hvorfor rammer det os? Sandheden er at smerte er almindeligt. Nyere amerikansk forskning viser, at ca. hver andet menneske på et eller andet tidspunkt i sit liv oplever så meget smerte, at tanken om selvmord dukker op. Mindre end 1 ud af 100 vil nogensinde fortælle nogen om det. Spørger man, hvordan det går, vil svaret være “det går godt”. Vi vil ikke kendes ved smerten, fordi vi bryder os ikke om den, og vi tror andre levet et facebook liv i balance og med overskud. Smerten bliver et problem ift. at leve det liv, vi gerne vil. Så vi prøver at “løse” smerten, finde årsager til den for at forstå den med henblik på at gøre noget, der fjerner smerten. Det er som udgangspunkt en god idé, men kampen mod smerten kan, som før nævnt, rent faktisk forstørre den.
Viden er vigtig: I er ikke alene
Det er vigtigt at søge specifik viden om lidelsen, når i ved hvad det handler om (det svarer til at komme i berøring med kviksandet). Søg viden fra seriøse kilder, hvor det er professionelle med dybt kendskab til lidelsen, der står bag. Det handler også om hvordan du som pårørende bedst støtter og hjælper uden at brænde ud. Hvad kan reelt set skabe lindring og måske bedring i den situation i står i?
Søg hjælp og rådgivning og husk: I er ikke alene.