BLOG: Søger du det gode liv og hvad der forhindrer det? Hent inspiration her.
 

Hvorfor en Blog?

Hvorfor en Blog?

Min idé med denne blog

Kære læser af denne blog.

Mit håb med denne blog er, at den vil invitere dig, læser, til at blive nysgerrig på forskellige emner eller muligheder som handler om nærvær, balance, livsglæde, mindfulness, terapi, supervision eller andre emner indenfor psykologien som jeg arbejder med. Bloggen skal ikke forståes som en opfordring til at søge psykolog, men nærmere som en guide til hvordan du rækker ud efter det gode liv og hvad der kan forhindre dig i det. Du er selvfølgelig velkommen til at søge sparring, hvis du ikke kan komme uden om forhindringerne på vejen mod det gode liv.

Blog om Det gode Liv.

Jeg mener nemlig, at alle har ret til at ønske et godt liv. Uanset vilkår. Vores forskellige vilkår skaber forskellige udfordringer i forhold til at række ud og få fat i noget, men det er mit håb – både med mit arbejde og med denne blog – at kunne bidrage til at flere rækker ud. Også når det ser sort ud eller livet viser sig fra den barske side. Der kan være mange årsager til vi ikke rækker ud: tidligere, dårlige erfaringer, manglende energi, manglende lyst, manglende håb – intentionen med bloggen her er, at du – kære læser -finder ord, der kan guide dig på din vej – en slags hjælp til selvhjælp – men også ord der kan skabe erkendelse, hvis du er låst fast og har brug for professionel hjælp.

Mindre kamp og mindre anstrengelse.

Der er ingen grund til at kæmpe og anstrenge dig unødvendigt meget, hvis du i virkeligheden kan nå hen til det gode liv på en mindre kæmpende og mindre anstrengende måde…. Vejen til det gode liv kan godt være hårdt arbejde, men det skulle helst ikke slide os op at komme derhen… så går idéen lidt tabt, ikke?

Det er nyt for mig at skrive ud på denne måde, men jeg øver mig – og håber du (med tiden) vil finde indlæggene brugbare som inspiration til at række ud. For det har du ret til.

Du er velkommen til at like eller dele indlæggene, hvis det giver mening for dig. Eller skrive en mail, hvis du har en kommentar til noget jeg skriver. Min mail er: email@psykskytt.dk